Chefen til socialrådgiveren: Brokker du dig også, når der er en ny kassedame i Netto?

Det ødelægger menneskers selvtillid at blive mødt med mistillid, og dårlig ledelse medfører hurtigt ringeagtende handlinger. Her kommer et par af de mere grelle eksempler og nogle tanker om, hvad vi kan gøre ved det.


Jeg møder ofte forældre til børn med psykisk sygdom, der taler om hvor ødelæggende det er at blive mødt med det de opfatter som mistillid og ringeagt fra de mennesker, der skal hjælpe dem.

Det er svært ødelæggende for menneskers selvtillid at blive talt ned til, og blive mødt med mistillid. Jeg er sikker på, at vi ikke tænker over, hvor tit vi gør det for ofte skyldes vores ringeagtende handlinger, at vi bare loyalt retter os efter et system, der måler os på produktivitet fremfor medmenneskelighed. Her kommer et par af de mere grelle eksempler:

Eksempel 1: Chefen værdsætter kun antallet af samtaler, ikke respekten for barnet.

For noget tid siden talte jeg med en ung læge, der er på vej til at blive børne- og ungdomspsykiater. Jeg er sikker på, at hun har en drøm om at være et menneske som familierne vil huske med glæde, fordi hun giver dem respekt, håb og hjælp i en periode af deres liv, hvor de kæmper med svære ting i deres liv.

Hun fortalte mig om et kæmpe problem:

“Min chef skal sikre, at vi har så mange samtaler med patienterne som muligt, og patienterne er jo børnene. Derfor må vi ikke tage samtaler med forældrene uden barnet er tilstede. Jeg ved, det er

svært for forældre at fortælle om alle de problemer de har med deres barn. Især når deres barn er tilstede. Derfor vil jeg helst tage samtaler med forældrene, uden barnet er tilstede.
Men det må jeg ikke.
Jeg prøver at løse problemet ved at fortælle barnet om mit problem. Jeg siger: ”

I dag skal jeg spørge dine forældre om alt det, der er svært hjemme hos jer, og jeg ved godt det ikke er spor rart for dig at høre på. Så derfor skal du kun være her de første 15 minutter, så skal du nok få lov til at gå udenfor og vente resten af tiden. Ok?”.
Hvis jeg gør det, så er min chef tilfreds, for så kan vi tælle samtalen som en af dem, hvor patienten er med. Men jeg synes det er uværdigt.”

Tænk, at skulle kæmpe så hård en kamp mellem de krav hendes ledelse stiller til hende og de idealer og drømme hun har for sit lægevirke, og som familierne med rette kan forvente, at hun har fokus på.

Det synes jeg ikke er ok.

Eksempel 2: Brokker I jer også, når det er en ny kassedame i Netto?

Jeg har mødt en ung socialrådgiver, der arbejder i en kommune. Hun er godt træt af alle de krav familierne stiller til hende. Hun er ked af, at de ofte skælder hende ud.

Hun husker stadig hvorfor hun blev socialrådgiver. Hun ville hjælpe folk i nød. Gøre en positiv forskel for udsatte mennesker. Hun er ganske ung – få års ansættelse siden hun blev færdiguddannet – men føler allerede, at hun er ved at ”brænde ud”. For hun oplever slet ikke, at hun er i stand til at møde sine klienter med omsorg, når det altid starter med frustrationer, der hurtigt lyder som brok.

Ofte skælder hendes udsatte borgere ud, bare fordi hun er en ny person de mødes med. Måske er hun nummer tre eller fem eller syv sagsbehandler familien møder. Det kan hun jo ikke gøre for, men hun kan godt forstå familiernes frustrationer. Det er hårdt og kan virke meningsløst, når man skal fortælle sin historie for hvad der føles som gud ved hvilken gang.

Hun havde forsøgt at tale med chefen om det. Men herfra havde rådet været at svare familien med ordene:

”Brokker I jer også, når det er en ny kassedame i Netto?”.
Bum. En socialrådgivers arbejde svarer til det kassedamen i Netto udfører.

Jeg undrer mig over, at der overhovedet findes en leder, der kan sige sådan. Det er faktisk langt mere sårbart at bede om hjælp til sig selv og til sit psykisk syge barn, end det er at betale for en liter mælk. Udsatte mennesker er ramt på sjælen. De har brug for en sagsbehandler de kan have tillid til. Kunden i Netto kan jo iøvrigt selv vælge, hvilken kasse han går til eller hvilken butik, han går i. Det kan borgeren ikke.

Jeg synes det er voldsomt ringeagtende, både overfor socialrådgiveren og overfor familierne, at udtale sig som den leder gjorde.

Lad os få tilliden tilbage

Vi vokser alle når vi mødes med respekt og tillid. Lige nu er systemet domineret af manglende tillid til både borgere og de mennesker, der er ansat i det.

Jeg heldigvis også hørt om hvor helende det er, når familier mødes med respekt. Tillid og tro på menneskers evner får os til at vokse.

Nysgerrighed og anerkendelse af forældreopgaven og -erfaringerne er det bedste afsæt for udvikling. Forståelse og respekt for barnets og familiens særlige udfordringer, giver mulighed for at lære nye kompetencer. Sammen. Så vokser man og kan nemmere finde overskuddet til at kæmpe videre, finde nye veje og lytte til gode råd fra professionelle. Det skaber den gode cirkel.

Forældrene taler om håbet om at blive værdsat som en ligeværdig partner. At status skal være lige med lægens, psykologens, skolelederens, PPR-psykologens og socialrådgiverens osv.

Men hvordan kommer vi derhen, når systemet ikke værdsætter ordentlighed men kun produktivitet?

Politikkerne taler om at udvikle en ny model for afregning i sundhedsvæsenet. En model, der værdsætter mere tid og dialog med patienten fremfor alene produktivitet og effektivitet. De taler om et mere menneskeligt sundhedsvæsen. De ved godt at rammerne ikke er til det, så længe vi bruger produktivitet som den vigtigste målestok.

Nøglespørgsmålet her er – som en klog person stillede det på Det Etiske Råds debatmøde for nylig “hvordan kan vi kræve af behandlere, at de skal behandle deres patienter ordenligt, når de ansatte selv ikke behandles ordentligt?”

Hvis vores fagprofessionelle medarbejdere ikke mødes med samme respekt og anerkendelse som deres ledere kræver, at de møder deres patienter med, så slides de op. Det giver stress. Det giver dårlige løsninger. Det giver ubalance. Det er bare dårlig ledelse, og det har samfundet ikke råd til.

Jeg ved godt, at mange ledere prøver. Men alt for mange er nødt til at gøre brug af civil ulydighed. Det er svært at være sådan en mellemleder. Vi har brug for en ændring i systemet.

Kan systemet, administrationen og systemets ledere blive målt på deres evne til at møde deres medarbejdere med respekt og anerkendelse -og som ligeværdige ?

Jeg tror godt, det kan lade sig gøre. Jeg tror på dialogen hvor alle er med: politikkere, ledere, medarbejdere og borgere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.