Flyt fokus fra børnene: Det er os voksne, der skaber urimelige opvækstvilkår

Det er alt for ofte voksnes kaotiske liv, der er årsagen til børns dårlige trivsel. Derfor skal vi flytte fokus fra børnene til de voksne, der er omkring dem.

Flere og flere forældre oplever at deres børn viser symptomer på stress, det kan være angst, koncentrationsbesvar, fysisk uro eller hyperaktivitet, tvangshandlinger, generthed eller isolationstrang. Og så kræver de (logisk nok?) særlige forhold for netop deres barn. Men det er forkert, for det er at individualisere problemet og placere det i barnet! Problemet tilhører oftest de voksne.

Gad vide om der er en sammenhæng mellem den forvirrende og uforudsigelige hverdag vi nu længe har tilbudt børnene og de mange beskrivelser af børn med angst, særlig sensitive børn og børn med kognitive vanskeligheder? Det tror jeg! Jeg kender ikke til nogen kontrollere undersøgelser, og som læge burde jeg derfor (måske) ikke udtale mig om det, for vi vil helst kun udtale os om ting, der er naturvidenskabeligt undersøgt. Men det er samfundsændringer ikke, så jeg må tage et dybt åndedrag og udtale mig uden at have andet at støtte mig til end min faglighed, min sunde fornuft, etik og moral.

Vi mangler ro. Da man i 1993 indførte den “ny skolelov” udtalte nogle mine overlæger i børne- og ungdomspsykiatrien, at kun 80% af børnene ville kunne klare en sådan skoledag. Det var et stort naturalistisk eksperiment, uden kontrolgruppe eller effektmålinger. Siden har vi lavet forsøget om, masser af gange, og gjort skoledagen endnu mere uforudsigelig. Ingen faste og kedelige skemaer osv.

Vores børn lever i et samfund, der er uforudsigeligt, mangler konstans, ikke giver plads til opbyggelsen af konstante og kærlige relationer, og mangler ro!

For nylig hørte jeg en præst, Thomas Risager fortælle om sin egen barndom. Thomas fortalte om nogle af de mest vidunderlige stunder i sin egen barndom. Om at sidde mutters alene oppe i et ahorntræ, skjult af bladende, så ingen kunne se ham. Han sad så højt oppe, at han kunne se ind igennem køkkenvinduet, ind til sin mormor. Der sad han, som 10 årlig og gjorde sig tanker. Han var ene og havde ro. Men han var ikke alene, for mormor rakte sammenlagte madder ud til ham, når der var brug for det. Han oplevede nok, at der var en voksen som ikke forsøgte at skåne ham for alt det der kan gøre bange og ked af det, men som altid var der, gav ham kærlighed og havde tillid til at han ville kunne klare verden.

Jeg forestiller mig, at der var mange lange eftermiddage, hvor ingen voksne krævede noget af Thomas. Ingen tv, ingen IPad, ingen nye pædagoger eller nye venner han skulle forholde sig til, ingen nye aktiviteter eller nye familiemennesker, der skulle introduceres og indlemmes i hans univers.

I dag ville vi nok tænke, at den dreng da måtte kede sig. Mon ikke han ville blive ensom eller asocial af så megen alenetid?

Informationstryk og støj

Men jeg tænker anderledes. Jeg tænker, at vi i dag, på den ene side forsøger at skåne vores børn for alle de sunde medmenneskelige udfordringer som kan gøre bange og ked af det, og på den anden side belaster vi børnenes hjerner med al for megen stimuli og kaos. Lad mig give et par eksempler:

Når børn i dag kører bil, sidder de fleste og ser film, derudover er der musik i radioen til chaufføren, og de voksne diskuterer, sikkert højlydt. Bilen kører, og hjernen skal registrere bilens bevægelser, øjnene registrerer det der bevæger sig forbi udenfor, plus det der sker i filmen. Ørerne følger med i filmen, men skal også udelukke musikken fra radioen, og beslutte hvor meget eller hvor lidt af de voksnes samtale den skal registrere. Det er ret mange ting på en gang!

For mange børn er der ingen rutiner i skolen eller børnehaven. Desuden pendler en stor del børn mellem to hjem, og oplever dermed et ekstra skift, -ingen anklager her, blot en konstatering!

Når jeg møder unge forældre, fortæller de ofte om en stresset hverdag, hvor de skal passe venindemiddage, fitness, sport, kultur og andre hobbyer ind med en karriere. Og så er der de to små! Som ikke sover om natten, og som reagerer hver gang der har været et skift, en overnatning hos mormor eller en fødselsdagsfest. Jeg synes, det er logisk at børnene reagerer, for hverdagen fra mandag til fredag er ofte temmelig uforudsigelig for de små, og der er super mange skift hver eneste dag. Så der skal ikke meget til at vælte læsset for en lille, endnu ikke fuldt udviklet hjerne.

Men når børn i dag reagerer med angst, fordi de skal være administrerende direktør for deres eget kaotiske skole- og familieliv, så kalder vi dem særligt sensitive, omtaler dem som sarte eller generte, og lige pludselig skal de have særbehandling. Men de reagerer jo helt naturligt på en umulig opgave.

Der er brug for, at vi stopper op og evaluerer på det liv og det samfund vi har fået skabt os. Vi sender spædbørn afsted til vuggestuer og børnehaver hvor der ofte er ændringer i personalesammensætningen, hvor personalet skal forholde sig til tåbelige diskussioner om hvorvidt barnet må lære glæden ved fysisk kontakt og blive trøstet med et kys, om mænd må skifte bleer, osv. Gad vide om børnene må lære at knytte sig til et voksen menneske?

Kan voksne levere trygheden?

Så på et samfundsmæssigt plan bliver vil nødt til at forholde os til, at vi har indrettet vores liv på en måde, som gør det yderst vanskeligt for et stor del af vores børn at finde ro til at udvikle sig og lære alt det de skal lære, fordi kroppen på mange måder stadig fungerer som et stenaldermenneskes. Vi kan stadig ikke holde ret mange bolde i luften af gangen, vores krop og psyke elsker rutiner, og kan ikke indlære nyt hvis der er for mange konkrete aktiviteter der hele tiden ændrer sig. Vi skal opleve tryghed, både psykisk og fysisk, gennem tætte konstante relationer med voksne mennesker, når vi skal udvikle os.

Lad os finde en rimelig balance, lad os stille rimelige alderssvarende krav og lad børn udvikle deres kompetencer i den rette rækkefølge, i den rette hastighed.

Min opfordring vil være: tag en snak med de andre forældre, for de oplever nok noget af det samme, og tag så en fælles snak med skolen, børnehaven eller SFO’en om hvilke ting der helt generelt og konkret kan laves om, så dagen bliver præget af mere ro, regelmæssighed og mulighed for en tryg “kedsomhed”.

Min anden opfordring vil være, at kigge på eget liv: er jeres hverdag regelmæssig på den gode kedelige måde? Ved børnene, at mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag ligner hinanden til forveksling? Er det kun weekenden der byder på overraskelser? Er der faste voksne som de har knyttet sig til, som er der hver eneste dag, som har tid til at lytte, og som ikke skal til venindemiddag den ene dag og fitness den næste? Har I som forældre besluttet at de første femten år af børnenes levetid skal bruges på dem (og på det arbejde der skal forsørge dem)?, og har I besluttet at udskyde alle jeres andre aktiviteter og hobbyer til efter børnene er flyttet hjemmefra? Eller er I med til at stresse jeres børn?

Som børne- og ungdomspsykiater, kan jeg godt forstå, at det kan være svært at finde ud af hvornår mit barn har et problem, som han skal hjælpes med (måske endda have en diagnose for), og hvornår er det en sund reaktion. Men helt almindelige børn skal IKKE have særlig støtte eller behandles individuelt for normale reaktioner som bange, vrede, koncentrationsvanskeligheder,

tvangshandlinger, tristhed osv. Det er en forkert retning vi er på vej ned af. Det er forkert at individualisere de reaktioner vores børn har på, at vores samfund er forkert indrettet.

Lad os starte med at skabe nogle rammer, hvor børn og unge kan udvikle gode kompetencer, og kan lære håndtere normale reaktioner som vrede, bange, koncentrationsbesvær, tristhed, tvangstanker og handlinger osv.

Hvis de gode rammer ikke eksisterer, skal vi ikke starte med at reparere på barnet, så skal vi starte med at bygge rammerne om.

PS: Måske skal de “normale” skoler kigge lidt på “specialskolerne” (f.ek.s for børn med autisme) og se hvordan skoledagen der er indrettet, og lære af dem?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.