Psykiater til regeringen: Jeres psykiatriplan er symbolik uden effekt

Den nye psykiatriplan må være skrevet af folk, der ikke ved, at man kan behandle og helbrede psykisk sygdom. Mangler I viden om området, så spørg da, og giv os så lov til at behandle, skriver Nina Tejs Jørring

Vi løfter i fællesskab, hedder den. Den nye psykiatriplan.

Men det føles ikke som om der er noget fællesskab, for nogen som helst. Lægerne er ifølge Dagens Medicin trætte og orker ikke at løfte længere, så mange vælger at forlade psykiatrien. Ikke fordi det er svært at gøre psykisk syge raske. Men fordi de ikke kan få lov! Mange af de nyuddannede specialpsykologer forlader også regionernes psykiatriske hopspitaler!

Jeg undrer mig over hvor uambitiøs den nye plan er. Der er slet ikke sammenhæng mellem penge og den behandling vi skal yde for at helbrede. I starten af planen nævnes, at man tilfører 2,1 mia kr. Men der fjernes næsten lige så mange, fordi der er satspuljemidler der udløber. Og efter 2022 vil kun 400 mio være permanente. Giver det mening? Nej vel?

I slutningen af planen, på side 60 vil man sikre bedre overgange mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien. Der står:

“Regeringen vil:

Sikre bedre overgange fra børne og ungdomspsykiatrien til voksenpsykiatrien

Regeringen vil søge tilslutning til, at der med sats- puljen for 2019 afsættes 0,6 mio kr i 2019 til, at sundhedsstyrelsen i samarbejde med relevante parter kan udvikle en model for ’det gode transitionsforløb i psykiatrien’ med udgangspunkt i erfaringerne fra somatikken. Modellen formidles til regionerne efterfølgende for at sikre en bedre overgang for unge med psykiske lidelser, der skal overgå til voksenpsykiatrien. “

0,6 mio kr til at lave en model, men ingen planer til at føre den ud i livet?

I kan såmænd få planen ganske gratis af mig: Man er ikke voksen præcist når man fylder 18 år. Det varierer fra person til person, de fleste bliver voksne mellem det 15. og 25. leveår.

Psykisk sygdom sætter ofte ens udvikling lidt i stå, så planlæg overgangen individuelt mellem det 15. og 25. år. Man skal skifte, når den enkelte person er parat, ift viden om egen sygdom, ift mental modenhed og når sygdommen er i ro. Det sidste er vigtigt: Vi ved at behandlerskift øger selvmordsrisikoen, så det er alvor det her! Derudover anbefaler internationale forskere at man planlægger overgangen i detaljer, og f.eks. holder minimum to fællesmøder mellem de ”gamle” og de ”nye” behandlere med seks måneders mellemrum, så overgangen bliver så tryg som muligt. Det tager tid! Det koster penge. Det kan vi slet ikke gøre for uden penge. Men hvor er de penge?? Rapporter om noget vi godt ved, men ikke har tid til at gøre, gør ingen forskel for behandlere eller patienter.

Men jeg har en teori: måske ved politikerne ikke, at psykisk sygdom kan helbredes! Måske tror de at det alligevel er håbløst?

Jeg er flere gange blevet helbredt for en lungebetændelse. Det er en fysisk sygdom og det har krævet lidt penicillin og en uge eller mere i sengen. Jeg kan godt få en ny lungebetændelse næste år, men det ændrer ikke ved det faktum, at jeg blev rask efter min sidste lungebetændelse. Nogle mennesker har lettere ved at “rage en lungebetændelse til sig” end andre. Men det ændrer ikke ved det faktum, at man kan blive helbredt.

På samme måde med depressioner, angstlidelser, OCD osv. osv. Man kan blive helbredt for sin depression, enten med medicin eller psykoterapi eller begge dele. Nogle “rager en ny lidelse til sig” senere i livet. Andre oplever kun et enkelt angreb. Men det ændrer ikke ved det faktum, at man kan blive helbredt for sin psykiske lidelse.

Der findes fysiske sygdomme, som man ikke bliver helbredt for, men som man kan lære at leve med på en måde, så de ikke står i vejen for et helt almindeligt liv. Sådan er det med min egen epilepsi. Hvis jeg bare tager min medicin forhindrer den mig kun i en ting: Jeg kan ikke tage et dykkercertifikat, ellers har min epilepsi ikke stået i vejen for noget som helst.

Se på det psykiske som det fysiske

Andre fysiske sygdomme er mere besværlige. Sukkersyge er en af de mere besværlige. En dårlig ryg kan både være et lille problem og et voldsomt handikap. Sådan er det så forskelligt fra sygdom til sygdom, fra person til person.

Sådan er der også med psykiske sygdomme. Nogle varer kort tid, andre kan være kroniske. Nogle kroniske giver ingen problemer, andre er mere besværlige.

Der kan kun være en reel forskel på fysisk og psykisk lidelse: At helt almindelige mennesker er vældig bange for psykisk sygdom, og ikke ved at det såmænd er sygdomme man kan helbrede eller leve et godt liv med, ligesom de fysiske sygdomme.

Det er som om psykisk sygdom er vor tids spedalskhed. De, der har eller har haft psykisk sygdom, skal smides ud af vores lille landsby. Og det gør vi, selv om der er masser af beviser på, at vi godt kan behandle og helbrede sygdommene.

Hyklerisk psykiatriplan

I mine øjne er den nye psykiatriplan et vældig smukt men hyklerisk dokument. I værste fald kommer den til at forstærke den negative opfattelse af psykisk sygdom. I bedste fald fastholde psykiatrien i en syg tilstand.

Den indeholder uendeligt mange pæne ord. Men den indeholder ingen anerkendelse af, at vi kan helbrede psykisk sygdom. Der er ingen reelle handlinger, der viser at man har indsigt i, om det man vil gøre, også har effekt i psykiatrien. Det er som om man giver lidt for syns skyld. Og så taler man om forebyggelse, som om det ville fjerne alle de psykiske sygdomme. Det er måske en smuk men også en naiv og tarvelig ide. For det passer jo ikke.

Jeg har gennem årene været med til at beskrive hvor dårligt regioner og kommuner behandler mennesker, der rammes af psykisk sygdom. Når jeg læser Psykiatriplanen, kan jeg da godt ane, at politikerne måske har hørt mine og mange andres beskrivelser. At de ved, den er gal og de må gøre noget.

Men jeg tror ikke på, at de selv er overbevist om, at de kan gøre noget. Det kan jo godt undre, for der er mange rapporter om hvor meget det koster, når vi ikke behandler rigtigt – et eksempel er her hos Rockwool Fonden.

Er det fagfolkene, der fortæller forkert?

Måske har hverken jeg eller mine kollegaer været gode nok til at fortælle, hvordan virkeligheden er. Måske bliver vores beretninger om, at den rette behandling virker, fortalt forkert? Er vi måske utroværdige, når vi fortæller, at mennesker faktisk bliver helbredt og kan få et liv med deres kroniske lidelse, der er lige så godt som hvis det var en fysisk lidelse? Mangler der dokumentation?

Så lad mig sige det så det ikke kan misforstås:
Psykisk sygdom kan behandles og helbredes lige så godt som fysisk sygdom.

Når der er forskel på overlevelsen blandt psykisk syge og fysisk syge, så er det fordi vi ser psykiatrien med andre øjne end somatikken. Det skaber helt unødvendige problemer og det koster millioner.

Hvis man laver store statistiske sammenligninger af behandling for psykisk og somatisk sygdom, er der faktisk ingen forskel. I et studie fra 2014 sammenlignede man effect size for behandling af psykiske og somatiske lidelser (hvor mange patienter skal behandles på en bestemt måde for at en enkelt patient bliver helbredt). Konklusionen var på ”typisk lægesprog”: Taken together, results from this large meta-review of meta-analyses that covered all major psychiatric disorders in adults reinforced that effect sizes of psychiatric treatments are not worse than those of other medical fields. Moreover, although methodologies differed across evaluated meta-analyses, some of which biased psychotherapeutic interventions towards having larger effect sizes, results indicate that both medications and psychotherapy have their strengths and often worked even better in combination than each modality on its own. Eller på dagligdags dansk: behandling af psykiske sygdomme har den samme statistiske effekt som behandling af fysiske sygdomme. Vidste du det?

Hvordan kan vi fortælle politikerne, at det er tid til at behandle psykiatrien seriøst?

Jeg vil gerne ud med et meget kompliceret budskab: Lige nu får patienter med psykisk sygdom ikke en god nok behandling, men vi ved godt hvordan man kan behandle patienterne godt nok.

Vi kan indrette os smartere, med medarbejdere med de rette uddannelser og kompetencer i de rette stillinger, og en organisering, som sikrer tid til at behandle hver eneste patient ordentligt.

Gør vi det, så kan skabe lige så gode resultater som somatikken kan! Kan vi komme ud med det budskab?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *