Om selvmord og psykisk sygdom: Smerten og savnet forsvinder aldrig! af Psykoterapeut MPF, Mia Højlund Iversen

Jeg var 16 år, da min farmor lykkedes med at begå selvmord, og har siden oplevet fornægtelse i min familie. Lad os tale højt og anerkendende om psykisk sygdom, skriver barnebarnet, der 34 år senere stadig tænker på farmor.

Da jeg var 16, begik min farmor selvmord. Hun havde forsøgt flere gange før, men på min farfars 70 års fødselsdag, lykkedes det. Nu er jeg 50, og smerten fra dengang er her stadig. Min farmor satte varige spor i mig. Både hendes måde at forlade os på, men også årene før. Den dag i dag tænker jeg stadig på hende.

Min farmor var manio-depressiv (bipolar lidelse), og hun var syg, før jeg blev født. Hun kæmpede med sine indre dæmoner. En fattig opvækst i et indremissionsk miljø gjorde det nok ikke lettere. Igennem min barndom husker jeg, at hun mest havde det skidt. Hun prøvede, så godt hun kunne at deltage i familien, men havde mange indlæggelser på psykiatriske afdelinger og i perioder prøvede hun at slippe af med smerterne med for meget alkohol og for meget af den angstdæmpende medicin, hun fik. Det virkede selvfølgelig ikke.

Livet eller døden?

Fra da jeg var 11-12 år gammel husker jeg lange samtaler med hende i telefonen, når hun havde det skidt og ikke magtede livet. Og jeg husker mine desperate forsøg på at ”tale hende op”, så hun valgte livet frem for døden. Om ikke andet, så for min skyld, så jeg ikke skulle leve med ansvaret for ikke at kunne holde hende i live.

Da hun døde tog hun mange gange dødelig dosis af medicin, hun havde samlet sammen over en længere periode. Denne gang ville hun dø.

Dengang anede jeg ikke, at det var de voksnes ansvar at passe på min farmor, og psykiaterne burde ikke have udskrevet store mængder beroligende medicin, som hun ikke kunne administrere at have. De burde i stedet have indlagt hende og beholdt hende inde på hospitalet, når hun var så forpint og angrebet af depressionerne.

Fornægtelse

Efter hendes død, har der i familien været en fornægtelse af, at det var et selvmord. For i vores familie, ligesom i de fleste andre, er det svært at håndtere, når en begår selvmord. Selvfølgelig vil vi alle hellere huske hende for noget andet. Men faktum er, at hun døde på den måde – det forsvinder ikke af at fortie det. Fint nok at ville huske hende som glad. Men faktum er, at hun oftere havde det skidt og kæmpede med livet.

Jeg ved, at der var et afskedsbrev, som kun min farfar og min farmors søster har set, så jeg ved, at det var et selvmord, og jeg ønsker ikke at skjule det, for jeg dømmer hende ikke for det. Hun gjorde det hun kunne i det øjeblik, og jeg ville bare ønske, at hun kunne have set, at hun havde andre muligheder end at vælge døden. Og jeg ville også ønske, at de voksne og de professionelle havde taget hendes smerte seriøst, taget hendes mange selvmordsforsøg, som de råb om hjælp, de var, så en ung pige ikke skulle føle det ansvar.

Livet skal give mening

Jeg husker hende som gladest i de længere perioder, hvor hun var indlagt på Sct. Hans. Der fik hun overskud og kunne være noget for de andre indlagte – her gav hendes liv med andre ord mening.

Så det er det, jeg synes, vi skal hjælpe psykisk syge og sårbare med – at deres liv kommer til at give mening. Og huske, at hvad der giver mening for dig, ikke nødvendigvis er det samme som giver mening for mig. Men det forudsætter jo, at man er villig til at tilbyde tilstrækkelig behandling for den psykiske sygdom.

I dag er parolen at alle skal behandles ambulant, også selv om de har brug for døgnindlæggelse. Hvis de endelig skal være døgnindlagt skal det være kortest muligt, selv om de har brug for lang tid til at komme sig. Det synes jeg er urimeligt. Og ingen tænker på, at der er små børn derude, som tager imod de voksne, som ikke får den rette behandling, og som kommer til at føle sig ansvarlige og kæmper for at holde deres kære i live.

Angsten for at en tæt på mig skulle gøre det samme bor i mig. Og jeg prøver med min viden og forståelse at støtte og hjælpe, hvor jeg kan – for jeg tror ikke, jeg tåler, at det sker igen!

Fra erfaring til kompetence

Hele denne oplevelse er nok ikke den eneste årsag til, at jeg for snart mange års siden uddannede mig til psykoterapeut, og at det i dag er min fuldtidsbeskæftigelse, men det har helt sikkert haft indflydelse.

Igennem min uddannelse, mit arbejde og egenterapi har jeg arbejdet det hele godt igennem og synes, at jeg i dag kan leve med det på en god måde. Og jeg bruger min personlige erfaring og min faglige viden i mit arbejde. Så jeg har fået det bedste, jeg kunne ud af noget rigtig svært. Men jeg ville hellere have haft, at min farmor havde fået den rigtige hjælp og havde kunnet vælge livet.

Jeg vælger livet

I gode perioder kunne min farmor være det søde og kærlige menneske, jeg tror, hun dybest set var. Et menneske, der lærte mig meget om livet – også fra dets lysere side. Jeg elskede min farmor, og jeg elsker hende stadig!

Jeg vælger selv livet – måske fordi jeg er i stand til det! Men de, som er angrebet af svær psykisk sygdom og ikke selv kan vælge livet, de skal have den rigtige hjælp! Og jeg er gennemgribende træt af, at psykisk sygdom har så lav status i samfundet!

Skrevet af: Psykoterapeut MPF, Mia Højlund Iversen, www.being.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.